Greve nyt d.28-04-10

En spændende aften med klarsyn og mødet med de døde

En artikel fra Greve nyt d 28-04-10 

Kit Liesel Dalager fra Greve bruger sine clairvoyante evner til at hjælpe.

Langt de fleste kan nok tilslutte sig, at der er mere mellem himmel og jord end vi lige umiddelbart kan se. Alligevel er det nok de færreste, der tror, at man rent faktisk kan komme i kontakt med de døde.


Der er dog nogle, der oplever det med jævne mellemrum. Det gælder i særdeleshed clairvoyant Kit Liesel Dalager fra Greve. I sidste uge holdt hun et spændende foredrag i Café Cozy i Solrød, hvor hver en stol var besat. Aftenen bød på humor, klarsyn og ja…såmænd også et følsomt og fint møde med de døde.


Selv om det helt indlysende ikke var let for de mennesker, der blev kontaktet af en død pårørende, så var det en positiv aften, hvor Kit Liesel Dalager lagde stor vægt på at sende gæsterne hjem med et positivt budskab.


- Der kan være ting, hvor jeg går til grænsen, men ingen bliver klædt af, sagde Kit Liesel Dalger indledningsvis.


Kit Liesel Dalager er har selv et langt arbejdsliv bag sig, hvor hun har arbejdet med mennesker. Hun er uddannet sosu-assistent og har arbejdet 18 år på Rigshospitalets  børneafdeling.  Det er imidlertid de sidste 8 år, hun har været klar over sine evner som clairvoyant.


- Det tog lidt tid, før den fes ind. De må have tænkt, er hun dog ikke snart klar, siger Kit Liesel Dalager om sine egne evner.


Ifølge Kit Liesel Dalager har vi alle evner i et eller andet omfang. Det er bare et spørgsmål om at erkende det.


- Stress og jag gør, at vi mister os selv, siger hun.


Siden opstarten som clairvoyant har Kit Liesel Dalager beskæftiget sig med både private og virksomheder. De problemer hun har arbejdet med har spændt vidt og kan dreje sig både om parforholdsproblemer, sorg eller om en virksomhed bevæger sig den rigtige vej. Der er dog nogle områder, som Kit Liesel Dalager under ingen omstændigheder bevæger sig ind på.


- Jeg kan ikke se, hvornår folk dør, eller om de er ved at blive syge. Jeg stiller heller ikke ind på en, der ikke har givet mig lov, siger hun og understreger, at hun arbejder efter det etiske regelsæt som alle andre medlemmer af Clairvoyantforeningen.


Fremtid


Og således kunne den spændende aften begynde med, at Kit Liesel Dalager kom med en række beskrivelser af personer, der var i caféen. Kit Liesel Dalager havde med sine evner set ind i fremtiden, og kunne således komme med en række beskrivelser af en lille håndfuld af gæsterne.


- Du er perfektionistisk, sensitiv og har mange bolde i luften. Du skal lære at sortere i hvad der er vigtigt, sagde hun således til en herre, der var mødt op til foredraget.


Herren nikkede anerkendende, og det skulle vise sig at være et fællesstræk for de mange gæster i Café Cozy, der blev beskrevet af Kit Liesel Dalager.


Også ved aftenens sidste punkt – afdødekontakten – ramte Kit Liesel Dalager tilsyneladende fuldstændig plet hos de gæster, der fik et godt råd med på vejen fra deres døde pårørende. 


- De afdøde jeg får kontakt med viser sig ikke nødvendigvis som de så ud, da de døde, så man skal tænke lidt bredt, når man overvejer om man genkender den døde. Det vigtigste er imidlertid det budskab de kommer med, siger hun.


Og således blev en kvinde i selskabet kontaktet af en afdød herre, der havde en besked med til hende.


- Du skal huske på, at du er god nok, og så skal du tillade dig selv at være glad. Det gode står lige foran dig og det ser ud som om, at der kommer glæde og kærlighed til dig inden for tre måneder, sagde den afdøde igennem Kit Liesel Dalager.


Kvinden i caféen var tydeligvis stærkt berørt af mødet med det afdøde familiemedlem, men nikkede anerkendende til de ting, som Kit Lisel Dalager sagde til hende.


Hvis det lokale medie har vakt din interesse holder Kit Liesel Dalager endnu en klarsynsaften i Café Cozy den 26. Maj og den 14. juni. Billetter kan købes allerede nu i Café Cozy. 


Af Kristina E. Young

Clairvoyantkit.dk

v/Kit Liesel Dalager

Tlf: 2891 0760 

kit@clairvoyancekit.dk

Jeg  har senest været i: 

Greve, Solrød, Ishøj, Køge, Brønshøj, København, Roskilde, Hundige, Odense Kalundborg, Stenløse, Tåstrup, Charlottenlund, Holbæk, Vordingborg, Svendborg, Amager, Vedbæk, Rungsted, Viby Sjælland,Nykøbing.Falster. maribo, Malmø, Bornholm.Struer.Århus, juelsminde.Gilleleje.Ramsømagle,

Ballerup

Jeg er medlem af clairvoyantforeningen og overholder foreningens etiske regelsæt, bl. a. med 100% tavshedspligt.