Brønshøjposten

Alternativ med alle fire ben på jorden

Artikel fra brønshøjposten


To søstre – tvillinger er de – fra Brønshøj er begge gået den alternative vej. Kit Dalager og Lazhara Gyldenaxen hedder de to kvinder. Kit er clairvoyant, mens Lazhara tilbyder healingsmassage.


Vil du ikke prøve?

Det gibbede lidt i mig, da Kit Dalager ringede mig op i foråret – efter jeg havde skrevet lidt om hendes ’optræden’ ved et CHEARTS klarsynsarrangement – og spurgte, om jeg ikke kunne tænke mig at prøve clairvoyance sådan helt for mig selv.


Når man er opdraget til at tænke rationelt, er man vel udstyret med en almindelig skepsis over for selv at kaste sig ud i den slags. Men jeg vil nødig dø nysgerrig, så efter nogle sekunders tøven takkede jeg ja.


Seancen fandt sted i Greve, og her kom vi til at tale om Kits tilknytning til Brønshøj. Hun fortalte mig, at ikke bare har hun en søn og en datter i byen, men også en tvillingesøster, som faktisk også beskæftiger sig med alternativ behandling. Det er vel en historie værd.


To søstre med god uddannelse

Hvis man tror, at alle alternative behandlere har været gennem mere eller mindre udsvævende og eksperimenterende oplevelser a la hippie-kulturen i gamle dage, så kan man sagtens få sig en overraskelse ved mødet med de to søstre.


Kit er uddannet sygehjælper og har arbejdet i det, man kunne kalde en mindre menneskealder på forskellige hospitaler, mens Lazhara såmænd har en uddannelse som socialrådgiver og i dag har et halvtidsjob i noget så jordnært som et forsikringsselskab.


- Mit job hjælper mig til at holde begge ben på jorden – og så skal jeg heller ikke stresse for at få et bestemt antal klienter for at overleve. Jobbet giver mig ro til at være grundig i mit job som healer, forklare Lazhara, da vi møder hende i den lille to-værelses lejlighed på Frederikssundsvej.


Kit er først sent begyndt at udnytte sine evner som clairvoyant. Nu gør hun det til gengæld på fuld tid, men hun har ikke tabt evnen til at holde begge ben på jorden. Absolut ikke – hun forstår som sin søster at grine, taler bramfrit og helt uden hang til mysticisme.



Kort sagt er der tale om to søstre med alle fire ben på jorden. Men de kan noget, som ikke er helt til at forklare.


Intuition eller den åndelige verden?

Et klarsyn er en vældig personlig ting. Kit fortæller, at det handler om at give klienten mulighed for at se sit liv i et større perspektiv, og gennem sin evner er hun i stand til at opfange, hvad den åndelige verden mener, at jeg har brug for at få at vide her og nu.


Jeg skal ikke kede læserne med de budskaber, jeg fik serveret den forårsdag i Greve. Men det er ingen hemmelighed, at jeg aldrig har talt med et menneske, der uden at vide noget om mig vidste så meget om mig. Ind i mellem måtte de små hår i nakken op at stå, mens min logiske fornuft gik i forarget protestdemonstration i den rationelle del af hjernen.


Måske har Kit bare en uhyggelig stærk intuition, der sætter hende i stand til at se og fornemme noget, som de færreste andre kan se. I hvert fald var det en noget fortumlet Brønshøj-rapporter der forlod parcelhuset den dag.


Der var ingen forudsigelser om ventede formuer (øv) eller mindre behagelige ting ude i fremtiden. Men der var en masse råd i forhold til de emner, som min hjerne netop gik og tumlede med i de dage.


Fingerfornemmelse

Behandlingen hos Lazhara var mere kontant, og hun gjorde alt for at fjerne enhver mystik.


- Det er jo ikke mere mystisk og magisk end, når en mor trøster et barn, der har slået sig. Hun puster på stedet, hvor det gør ondt, og stryger måske blidt over det, og så går det lige pludselig over. Mere underligt er det ikke, siger hun.


- Det handler om at vise kærlighed og omsorg. Og det handler om at lytte til den enkelte, hvilket mange voksne kun oplever meget sjældent, fortsætter hun.


Lidt mystik er der dog. I healingsmassagen slår Lazhara nemlig hovedet fra og lader fingre og hænder fornemme, hvor klienten har behov for healing, dvs. få bragt balance i kroppens energier.


Når man ligger på briksen, opleves det især som meget behageligt og afslappende. Men man bliver ikke døsig af behandlingen – snarere tværtimod. Jeg forlod Lazhara med en stor energi og en god fornemmelse.


Vil du prøve?

Hvis du er blevet mere interesseret i clairvoyance eller healingsmassage, kan du læse meget mere på tvillingernes hjemmesider, som er henholdsvis www.clairvoyancekit.dk og www.lazhara.dkDet er alternativt, men alle ben er på jorden og oplevelsen er under alle omstændigheder god.


Af Hans Henrik Langkilde


Clairvoyantkit.dk

v/Kit Liesel Dalager

Tlf: 2891 0760 

kit@clairvoyancekit.dk

Jeg  har senest været i: 

Greve, Solrød, Ishøj, Køge, Brønshøj, København, Roskilde, Hundige, Odense Kalundborg, Stenløse, Tåstrup, Charlottenlund, Holbæk, Vordingborg, Svendborg, Amager, Vedbæk, Rungsted, Viby Sjælland,Nykøbing.Falster. maribo, Malmø, Bornholm.Struer.Århus, juelsminde.Gilleleje.Ramsømagle,

Ballerup

Jeg er medlem af clairvoyantforeningen og overholder foreningens etiske regelsæt, bl. a. med 100% tavshedspligt.